Saturday, May 4, 2013

Birthday and guns!

Hey! Long time no see. I’ve been absent for a while, both because I’ve been super busy with school but also because I encountered my first writers block. Yay for new experiences! I’ve moved past it however, so here we go: 

February has passed, and that means I left my teens and stepped into the world of grownups! Yep, Wednesday the 27th I turned 20. And to celebrate that, because surely getting older is something you would want to celebrate ;), I had dinner with my mom and grandma at lovely vegan and raw food restaurant Firefly Garden ( in Copenhagen.

It was kind of an interesting day at The Film Actor's Academy that day. It went from challenging and uncomfortable to completely relaxing. At first, Kenneth (teacher and founder of the school) wrote the words ‘comfort zone’ on the white board. We all had to tell what would bring us out of our comfort zone, what would make us most uncomfortable. At first (naïve as I am) I thought we were just brainstorming. But of course there was more to it than that, and soon he had us all do the very thing we had just mentioned, one at a time (e.g. singing, dancing, improvising in front of everyone and so on). After that horrendous experience (horrendous in a good ish evolving kinda way...) he took us all on a long-awaited trip to the spa (something he had promised us months before for some good reason I don't remember) where we spent the rest of the afternoon relaxing in steam and bubble baths (oh the stressful life of an acting student).

I have now seen the videos from back in January when we filmed that scene I mentioned (with the gun in a car in a parking lot), and they turned out okay. The scene was a little ‘tough’ to do character wise, because it’s a pretty far out situation (this psycho dude kidnapped our little sister, and is now forcing us to do all sorts of things for him, like murdering an innocent man who turns out to be my characters neighbor!) but I think we managed to look authentic. Except for the part where I’m shooting the neighbor, since the gun, of course, didn’t go off for real, so there was no BANG and no blood, and apparently it’s supposed to be excruciatingly loud to shoot someone inside a car and we didn’t really get that part down. It was a little difficult for me to imagine what it’s like to actually take somebody else’s life, since, well, that is something I’ve never actually tried. But of course that’s the fun part and what acting is all about.

As it was my first time shooting a scene on location and with a real camera and microphone, it was pretty exciting. At first we did three takes with the camera pointing at me, then three of my partner, Christina. After that we shot all the 'actions', like opening the car door, picking up the gun, handing over a water bottle and so on.

The water bottle was handed over 15 times before we got it right...

I wanted to upload a bit of one of the videos, but Windows Movie Maker is not cooperative today so you'll have to do with a few pics instead.

And since it's confidential teaching material, I won't post anything of my partner so you only get me ;)

Photo on Instagram

This was only for training and experience so it won't be made into an actual film. We did however make another film, a sort of 'midterm' project we shot in february which is in the process of getting cut right now. We just saw the rough cut* and it looks really promising, so I'm very excited about seeing the final product when we graduate! I might write more about it and maybe even throw in some pictures in the next post ;)

*Wikipedia's explanation of rough cut: In film making, the rough cut is the second of three stages of offline editing. The rough cut is the first stage in which the film begins to resemble its final product. Rough cuts do not flow well and still undergo many changes before the release of the film.

Until next time!

Sunday, February 3, 2013

Christmas, meltdowns and my first time on a film set!

So, 2012 just ended and I was planning on writing this post during the Christmas holidays but oh well. I don’t think I’ve ever been as busy as I am these days. Really, I am running around to different appointments, going to school, doing (lots of) homework (and that’s saying something ‘cause I’ve never really cared about doing homework before I started at The Film Actor’s Academy), dancing in the local fitness and so on.

It’s nice to be busy, even though it’s something I have to get used to. I hadn’t missed one single day of school when we reached the last day before Christmas (which was pretty satisfying since my goal has been to attend every single minute of every single class), but the holidays were very much needed, and I don’t think I could have handled just one more day.

I had a really nice Christmas, just me, my mom, grandma and little sis. I got the Oscar nominated film ‘A Royal Affair’ (Original Danish title: En Kongelig Affære) and after watching it twice in the cinema and now once on our tiny TV, it’s still good and if you haven’t seen it you totally should. (It’s on, they have free delivery!).

I know a lot of people are praising Mikkel Boe Følsgaard for his portrayal of King Christian VII, and I totally think he deserves that, but the first time I watched the film, I actually paid more attention to Alicia Vikander (who plays Queen Caroline Mathilde), I think she was amazing, really impressive and touching.

I also got three acting related books, I’ll put some pics up for those of you who are interested. They seem really helpful and relevant:

My Christmas holidays went by nice and slowly. I had decided not to make any plans (except a surprise-christmas-present-trip for my mom – I took her to see the Beatles theater concert Hey Jude :) Jimmy Jørgensen rocked my socks off!), so that left me plenty of time to relax, chill, do nothing, think… A little too much time actually and a little too much thinking… Which resulted in a major meltdown the night before New Years Eve, where I (whilst crying uncontrollably) told my dad on the phone that I’m useless, and so what if I’m an educated film actress when I finish at the Film Actor’s Academy this summer, that doesn’t mean I’m gonna book any jobs, and that doesn’t even matter cause my old childhood dream about doing musicals has started to stir inside of me again, and I have this incredible passion for singing and dancing on stage, but I’m nowhere near  a strong enough singer and definitely not a good enough dancer… I can’t read sheet music, I don’t play any instrument.   

That made me even more depressed, ‘cause it reminded me of how I tried to learn to play the guitar a couple of years ago and ended up forgetting about it (or giving up?), and how I quit playing the piano in 3rd grade and even how I studied Japanese when I was 15 but gave up after learning 1½ of their alphabets.

The realization hit me hard, as I sucked in my breath and told my dad: ‘I’m a quitter. Oh my God, I’m a quitter.’ I never saw myself as that, so it felt really rough. Luckily it only took a few minutes of my dad ensuring me that that wasn’t the case and that spending the past 4 years going determinedly after my dream of pursuing an acting career is not what you would call quitting, before he got me convinced that maybe, just maybe I wasn’t that much of a quitter after all.

But still, all of a sudden I just felt really behind. I started comparing myself to everyone else, which is the number 1 thing you shouldn’t do, because we’re all such different individuals with different paths and different ways of reaching our goals.

Now why am I sharing my pathetic breakdown? Because I know I’m not the only one who gets these feelings and thoughts once in a while. Everybody gets them, maybe particularly more so people in showbiz, and artists in general, because the future is so unsure. I haven’t gone to high school like all of my friends, I’m not going to the university. And when I made that decision, it was something I was happy about because school made me miserable, and now I got to follow my dream instead of being something taken out of a Pink Floyd video (more specifically that scene from The Wall where all the students walk into that massive meat grinder while they’re singing We Don’t Need No Education), ‘cause that’s how school made me feel.

And I’m still happy about it, sometimes it’s just difficult because of the society we live in. It’s not something the society approves of. Especially not where I live, in a small posh town where everyone is expected to become doctors and lawyers and what not.

Anyway, I’m not entirely sure how to wrap this up, but I guess my point is that meltdowns like this are OK once in a while because they remind us that there’s something we’re passionate about, something we want to achieve. And there’s really only one way to get on from there – and that is by moving forward and keep going.

If I want to be a better singer and a better dancer I’ll have to do something about it. Now, I already dance in the fitness centre, but that’s really more exercising than dance lessons, and I think I’ll have to wait with actual dance lessons until after I graduate The Film Actor’s Academy. I did however start taking singing lessons, my amazing Dad got me 10 hours at for Christmas (he spoils me a little, I know). I had the first lesson in the beginning of January and I’m really excited about the next 9!

I just need to get my voice back before, ‘cause remember how I mentioned how happy I was because I hadn’t missed a single day of school before Christmas? That’s not exactly the case anymore, I have been home plastered to my bed or the couch for the past two weeks with almost any and every symptom, from massive sore throat and headache to queasiness and fever. It kind of feels like I’ve collected every illness I’ve come across the past year and saved them all for now. I was really bummed about missing out on school at first, but I’ve come to accept that it’s fine and there’s nothing to do about it. I did go to school last Wednesday though, ‘cause we were shooting a scene on location (with a gun in a car in a parking lot!), and I just couldn’t miss that. My group (me and Christina) were the first, and I actually felt fine the whole time we were in front of the camera. The second we finished and I got out of the car I felt like crap again though, and I had to go home early.

I’ll return with another post about the filmshoot after I’ve seen the videos. :)

Luckily being home for two weeks with nothing to do gave me plenty of time to watch… Wait for it… A VERY POTTER MUSICAL! I came across it on Youtube a little while back and now I finally got to watch it. It’s hilarious. It’s a fan-made play by musical theatre company StarKid. Seriously, if you’re a dorky HP fan girl like me it’s a must ;) 


And of course it doesn't hurt that it's Darren Criss (Blaine on Glee) who plays Harry Potter... ;)

(New Year's Eve)

Sunday, December 16, 2012


Torsdag d. 6/12 havde vi skærmtræning (scener der bliver filmet, så vi selv kan se hvordan det ser ud bagefter) på Filmskuespillerakademiet. Jeg var sammen med Anna Maria. Vi havde en tekst som jeg havde valgt, fra den britiske ungdoms Tv-serie ’Skins’ (den kan virkelig anbefales, den er mega god!). Det var egentlig 4-5 korte scener (fra sæson 3, mellem Naomi og Emily), som jeg havde sat sammen til en, men det fungerede meget godt.

Det foregik sådan her: To kameraer stod på stativer og filmede hver af os. Eller det vil sige, det var kun det der pegede mod mig der egentlig optog, fordi vi skiftedes til hvem der var i fokus, altså hvem der fik feedback i første omgang. Bagefter byttede vi, så det var Anna Maria der blev optaget.
billede fra optagelserne
Vi tog to takes på mig. Første take følte jeg mig ret opmærksom på de omkringsiddende der kiggede på. Under andet take var jeg ikke ligeså opmærksom på dem. Det gælder om at kunne lukke alt andet ude, så man opnår ’public solitude’, som Stanislavskij kaldte det, altså at være privat i det offentlige, så man lever helt oprigtigt under de opdigtede omstændigheder der er i scenen.
billede fra optagelserne
Det var Kenneth Carmohn der underviste, og vi havde instruktør Jonas Thorbjoern ’på besøg’. Da det var tid til min feedback, sagde Kenneth at han havde taget sig selv i helt at glemme at kigge som underviser, fordi han bare blev draget ind i scenen. Han brugte orderne: ”Det dér var klasse!”. Og da jeg sagde at jeg havde haft lidt svært ved at abstrahere fra de omkringsiddende tilskuere, sagde han at det var vildt, og ”Tænk hvilken præstation du så kan opnå når du lærer det”.

Senere på dagen spillede vi teksten igennem tre gange hvor Jonas Thorbjoern instruerede os. Han var helt vild med det, og sagde at han fik lyst til at indspille scenen rigtigt!

billede fra optagelserne

billede fra optagelserne
Det var dejligt at arbejde med Anna Maria, vi har rigtig god kemi. Teksten og karaktererne passede også perfekt, og vi følte begge to at vi fik enormt meget ud af det.

Note: Jeg må ikke lægge vores undervisningsmateriale ud på nettet, derfor får I kun billeder at se, i stedet for de egentlige videoer. :)

Hvis du synes det her var interessant, kan du få e-mail opdateringer hver gang jeg uploader et nyt indlæg, ved at skrive din e-mail i feltet øverst til højre hvor der står 'get e-mail updates!'.

Wednesday, November 28, 2012

En spændende øvelse

Vi lavede en øvelse i dag på Filmskuespillerakademiet, som jeg bliver nødt til at dele:
For et par uger siden fik vi som lektie, at vi skulle vælge en sang og lære den udenad, sådan så vi ville kunne synge to vers. Jeg valgte ’Dearest Child’, som er skrevet af min gode veninde Emily (til hendes band Tales from the Attic). Vi fik ikke noget at vide om hvornår vi skulle bruge vores sangvalg, eller hvordan det ville foregå, så de fleste af os regnede bare med, at vi skulle stå og synge foran hinanden, én ad gangen.
I dag til Carmohn teknik*(se nederst) startede vi ud med at lave en meditation, og Kenneth forklarede inden, at vi ville gå lige over i en øvelse bagefter, hvor vi bare, en efter en, skulle gøre ”det samme som ham, men ikke helt det samme”, og så måtte vi bare vente og se hvad det mon kunne være han havde i sinde at gøre.

Under meditationen sad vi på stole i en rundkreds, så tæt at vores ben rørte hinanden. Den varede omkring 20 minutter, og da den var færdig, sad vi alle helt stille. Så begyndte Kenneth pludselig at synge. Først troede jeg at han gjorde det for sjov (han laver tit sjov), men han blev ved til han havde sunget to hele vers. Der var stille lidt, og så var der en elev der fortsatte med at synge. Sådan blev vi ved, og skiftedes til at synge, en efter en, med korte pauser imellem indtil den næste gik i gang.
I starten havde jeg meget lyst til at hoppe ind og synge, men efter lidt tid, mens hende der sad lige ved siden af mig på den ene side sang, begyndte jeg virkelig at få hjertebanken. Jeg kan ikke mindes hvornår mit hjerte sidst har banket så hurtigt og hårdt. Jeg ventede lidt tid, og prøvede at berolige mig selv, og efter hende der sad ved siden af mig på den anden side havde sunget, var der stille et godt stykke tid, og jeg kunne mærke at det var min tur.

Jeg sad lidt og prøvede at finde ud af hvordan jeg dog skulle komme i gang, men så lukkede jeg bare øjnene kort og startede. Det var meget intimiderende først. Skræmmende. Fantastisk. Befriende.
Jeg prøvede at kigge rundt på de andre imens jeg sang. Det var lidt svært, selvom jeg følte det var et virkelig trygt forum. Energien i rummet var helt fantastisk og intens. Det var som om der bare blev åbnet ind til alle.

Jeg synes min stemme lød anderledes end den gør når jeg bare synger herhjemme. Som om den blev en lille tak lysere, og mistede stemmeblokeringerne og anspændtheden.
Bagefter var der flere af de andre der kom hen til mig og komplimenterede min stemme med ord som ’Du var virkelig god’, ’Du har en rigtig flot stemme’ og ’Du overrasker bare gang på gang!’.

Så det var en rigtig dejlig og givende dag. Den eneste nedtur var, at jeg missede bussen fordi toget var forsinket (hvilket egentlig ikke var særlig nedtur, for så fik jeg lov til at gå hjem fra stationen og nyde den friske luft i stedet for).
Men hvorfor var toget forsinket, spørger I så. Jo, ser I, toget var forsinket pga. et film shoot der var i gang midt på perronen, hvor skuespillerne skulle stige ud af Farum toget, som så selvfølgelig holdt og spærrede for de andre tog ;) Jeg landede helt forvirret midt i en bunke mennesker, som så viste sig at være statister alle sammen… Spøjst, ikke?

*Om CARMOHNTEKNIK (en enormt givende teknik som er udviklet af skolens grundlægger, Kenneth Carmohn):
"En del skuespillere tænker måske så: 'Skal jeg lære helt nye teknikker?' Nej! Carmohnteknik er et specialværktøj, der helt overordnet gør det nemmere at skabe personligt overskud og opnå optimale resultater. Carmohnteknik er et værktøj, der opererer på flere niveauer. Via øvelserne vil du kunne opnå en større forståelse for dit talent. Carmohnteknik sætter fokus på dine 'dårlige skuespillervaner' og ændrer dem til noget konstruktivt." -Taget fra

Thursday, November 22, 2012

De første skoledage

Skrevet den 28-08-2012
Første skoledag
Det er så perfekt. Det hele virker virkelig perfekt og rigtigt. I dag mødte vi kl 10 til brunch. Lækkert brød fra Lagkagehuset.. :) Bagefter blev vi pakket i skolens minibus (det skal lige siges at det altså er en super tjekket bil med skolens eget logo på! En stjerne med et filmkamera i ;) ), og så kørte vi af sted til en hemmelig destination i et fint naturområde, hvor nye elever altid bliver 'indviet' (det er en tradition). Det tog kun en fem minutters tid, Kenneth (grundlæggeren af skolen) talte kort, mens vi stod i en rundkreds og fik kigget på hinanden, altså virkelig taget hinanden ind. Det var en smadder smuk og fin måde at starte året på, og vejret, som var lidt vådt og blæsende, gjorde det egentlig bare endnu finere.

Bagefter tog vi tilbage til skolen og lavede lidt øvelser på gulvet, til vi fik fri omkring 15.30. Vi har alle fået vores egen skuffe på skolen til at holde styr på manuskripter and what not. Oh, og så fik vi også lige lavet en dukseordning, hvor vi skiftes til, to og to, at sørge for at holde orden efter frokost og sådan. Jeg fik uge 39 B-)

Så blev i indviet kort i the glamorous life of a filmskuespiller elev...

Jeg kan mærke at det bliver et helt igennem unikt og uovertruffent år!

Skrevet den 29-08-2012
Anden skoledag
Så kom dagen. Dagen hvor Michael Jackson blev født, engang for hvem ved hvor mange år siden. Nu er det ikke fordi det har nogen særlig betydning for mig, men i anledning af hans fødselsdag, havde MetroXpress trykt et lille Michael Jackson tillæg, som blev delt ud ved Vesterport, mens 4 dansere gav den gas til nogle af hans hits kl 8 om morgenen. Jeg møder først 8:30, så jeg havde god tid til lige at stoppe op og observere. Og det var mega fedt! Det var en vildt god start på dagen, og jeg gik derfra med et smil på læben og en avis under armen.

MJ streetdansere

Det er sjovt at kigge tilbage på hvad jeg skrev for 3 måneder siden. Men jeg kan jo kun give mig selv ret: Det er virkelig et unikt og uovertruffent år! Jeg er simpelthen så taknemmelig for at jeg har mulighed for at blive uddannet et sted som Det Danske Filmskuespillerakademi. Det er en fantastisk rejse og en enorm udvikling, ikke bare som skuespiller, men også som menneske!

Kram ☮

P.s. (det lyder ret dagbogs agtigt at skrive 'p.s.'?!) vi har fået nye billeder på hjemmesiden.
Pp.s. skuespiller spotter: Jeg så Robert Hansen på Vesterbrogade i dag ;-P

Sunday, November 18, 2012

Introdag 25-08-2012

Lørdag d. 25. august havde vi introfest. Eller introdag, egentlig, som så til sidst mundede ud i en fest. Der havde været ret meget hemmelighedskræmmeri omkring hvor og hvornår vi alle skulle møde op, men dagen inden, fik jeg en sms der sagde at jeg var i gruppe 1, og skulle møde op på Vesterbros Torv kl 16.30. Ikke for tidligt og ikke for sent, men præcis 16.30. Der skulle jeg så lokalisere en blond kvindelig 'agent', som havde gået på akademiet, altså en af de gamle elever. Så jeg mødte op på torvet, eller rettere sagt, hjørnet af torvet, hvor jeg usikkert ventede et par minutter til klokken (næsten) slog halv fem. Torvet var rimelig tomt, så jeg tænkte det ville blive nemt nok at finde hende, indtil det gik op for mig at hun måske sad ved en af caféerne der lå op ad torvet.

Jeg bevægede mig langsomt forbi mens jeg nærstuderede alle caféens lyshårede gæster. Der var ingen jeg lige kunne genkende, og jeg begyndte at få en liiille smule stress på. Men så spottede jeg en pige på en bænk i den anden ende af torvet, og styrede i hendes retning. I det jeg nærmede mig hende, tog hun sin telefon op til øret og begyndte at sidde og snakke om alt muligt der ikke havde noget som helst med akademiet eller introdagen at gøre, så jeg trak mig lidt væk, mens jeg holdt øje med hende ud af øjenkrogen. Kodeordet jeg havde fået at vide jeg skulle sige til 'agenten' var nemlig "Ser du porno?", og tanken om at komme til at sige det til en forkert person var ikke just indbydende. Jeg syntes pludselig hele situationen ville have passet perfekt ind i en eller anden kikset amerikansk komedie, og jeg kunne lige se hvordan scenen ville udspille sig. Det kan være jeg en dag kan bruge det som materiale til et manuskript ;-)

Jeg blev revet ud af mine tanker da der pludselig var en der henvendte sig til mig. "Hej!" Jeg kiggede forvirret op, og det tog mig lige nogle sekunder at placere vedkommende. Det var Christina, som jeg skulle gå på årgang med. Hun var også i gruppe 1, og jeg åndede lettet op, da det gik op for mig at jeg nu ikke længere var alene om at lokalisere 'agenten'. Ikke engang et minut efter dukkede Ellen op, og så Ditte Marie, som også er fra vores årgang. Vi samlede os i nærheden af den mystiske bænke-pige, men der var heller ikke nogen af de andre der lige kunne genkende hende, og heller ingen der lige havde lyst til at afprøve kodeordet på hende, så vi gik en runde igen og tjekkede diverse café gæster ud, indtil bænke-pigen rejste sig og vinkede os hen til hende. Hun grinede, og forklarede at hun slet ikke havde talt i telefon rigtigt, men bare gjorde det for at se vores reaktion. Skuespillere... De er da heller aldrig til at regne med..; )

Så sendte hun os på en mission: Vi fik en liste med ting/handlinger, som vi havde et kvarter til at tage billeder af. Blandt andet en kop kaffe, 5 par bare fødder (vi var kun 4 i gruppen...), os alle i et køkken, os alle i en taxa, en af os som ekspedient m.m... Vi prajede en taxa, og fik chaufføren til at tage et billede af os inde i hans bil. Vi prøvede også at få lov til at tage et billede i et café køkken, men kokken blev vildt mistænksom og begyndte at fable løs om at der rodede og at ingen skulle tage billeder i hans køkken.. ;-) Men vi fik et billede bag disken, af mig som ekspedient! Da vi nåede til En af jer der bader, rullede Christina sine bukser op og hoppede i springvandet på torvet. Mens vi tog billeder af det, kom der pludselig en RIGTIG fotograf hen til os (what are the odds?), som spurgte om hun ikke måtte fotografere Christinas fødder nede i vandet... Det gjorde hun så, og det passede perfekt for vi manglede nemlig et billede af En god gerning, og på den måde hjalp vi hende jo. Bagefter fik vi hende til at tage sko og strømper af, så hun kunne være med på vores 5 par bare fødder billede. Det der ville give flest point, var et billede af Sidney Lee, men ham så vi desværre ikke (Jeg mødte ham rent faktisk ugen inden, men tænkte ikke lige på at jeg ville få brug for et billede af ham). Der var til gengæld en af de andre grupper der fandt på at fotografere et billede af ham i et ugeblad.. ;)

Da vi var færdige, blev vi sendt videre til Planetariet, som var næste post. Der fandt vi hurtigt den 'hemmelige agent', og vi blev sat til at samle penge ind. Der var ingen ramme for hvordan, vi skulle bare samle så mange penge som muligt på 15 minutter. Der var ikke rigtig nogen af os der havde specielt meget lyst til at tigge... Og efter at have vandret lidt rundt, endte vi med at beslutte os for bare at bruge vores egne penge! Så vi tømte vores punge for småpenge, og begav os tilbage. Vi smurte lidt tykt på, og lod som om det havde været vildt pinligt at skaffe pengene. :-P

Ved næste post, som var ved Palads, lokaliserede vi også 'agenten' hurtigt. Der var opgaven at gå rundt til fremmede mennesker og uddele handshakes, highfives, kram, kys på kind, og sidst men ikke mindst, kys på mund! Det var... lidt... spøjst?! Lidt pinligt, lidt sjovt... Handshakes gav færrest point, og kys på mund gav flest. Der befandt sig (desværre?) ikke så mange eligible bachelors på pladsen foran Palads, så det med kys på mund blev ikke til så meget... Jeg fik dog givet en del handshakes, highfives, kram, og også nogle kindkys! Det var sjovt at se folks reaktioner. Jeg stak hånden frem til en forbipasserende mand, og han så ud som om det var det mærkeligste han nogensinde havde oplevet! Det tog et par bedende øjne og et lille ”please…” før han overgav sig og tog min hånd.

Så tog vi til Rådhuspladsen, hvor vi mødtes med de to andre grupper. Her lavede vi nogle flere ’ryste sammen’ lege. Først kom alle agenterne/de gamle elever med nogle situationer, vi skulle udøve som stillbilleder, bl.a. ’efterfest’, ’bilværksted’, og ’polterabend’. Samtidig kom der tilfældigvis en rigtig polterabend cyklende forbi hujende, med den kommende brud i en cykelvogn med dåser dinglende bagefter!
Så lavede vi lidt andre lege, og sluttede af med, opdelt i to hold, at lave tøjkæder. Det hold der smed mest tøj, og dermed lavede den længste tøjkæde, vandt.
Pludselig opdagede vi, at der havde samlet sig en ganske stor tilskuerskare, der bare stoppede op og stod på hver side af os og kiggede på, som om vi var i gang med en eller anden event! :-P

Så styrede vi mod Akademiet, og stoppede i en park i nærheden. Der blev vi sat i gang med ’speed dating’, hvor vi roterede rundt mellem hinanden, så vi hurtigt kunne lære alle lidt at kende.

Bagefter fik vi lov til at stå og vente (lidt utålmodige) ude foran Akademiet, inden vi langt om længe fik grønt lys til at gå ind. Klar stod lærerne og nogle af de gamle elever på en række og klappede af os, mens vi gik ind. Jeg blev vildt rørt, og fik bare en følelse af at være ’hjemme’. Det føltes helt perfekt og rigtigt. Efter skolens grundlægger Kenneth, og Meisner-lærer Ditte havde holdt tale, satte vi os til bords. Det er åbenbart en lille tradition at spise rejemadder på skolen, men der var dog tænkt på vegetar løsninger, så jeg også kunne være med! :-D
Taget fra

Jeg står helt ude i højre side med det mørke hår ;)
Taget fra
Senere ankom flere af de gamle elever, og holdt en lille ’gode råd’ session, hvor de alle rejste sig op en ad gangen og kom med et godt råd i forhold til at gå på skolen.

Bagefter var der party ;-)

Det var alt for denne gang!

Monday, October 15, 2012


Hej alle

Jeg starter denne her blog - lidt som en slags dagbog for mig selv, men også så alle jer der har lyst kan følge lidt med i hvad der sker i mit liv. Der kommer til at være stor fokus på skuespil, og hvad jeg har opnået/opnår på de forskellige skoler jeg har gået på/går på nu (efterskole, diverse højskoler og Filmskuespillerakademiet).

Det her første indlæg kommer til at blive en lang fortælling om alt hvad jeg har lavet indenfor skuespillets fag, som så til sidst munder ud i hvor jeg er nu. Jeg vil bare lige dele hele min rejse, så I kan se hvordan jeg har arbejdet mig fremad. Jeg lover at de næste posts vil være en del kortere, og knap så 'her-er-hele-min-livs-historie' agtige ; )

Skuespil og det her med at tage en rolle på og performe, er noget jeg har gjort så længe jeg kan huske. Lige fra jeg var lille. Men fordi jeg var meget genert da jeg var yngre, har det mest været herhjemme for min mor og de nærmeste familiemedlemmer og venner. Jeg elsker at spille forskellige underlige personer med spøjse dialekter og diverse mærkelige karaktertræk, og gør det per refleks helt uden at tænke over det herhjemme.

Min hang til film og filmskuespil kan jeg måske takke min far for - det er nok ham der har hjulpet min filmglæde i gang med det utal af film han har vist mig gennem årerne. Alt lige fra Jim Carrey og Adam Sandler da jeg var yngre, til Ringenes Herre og Tim Burtons univers.

Min musical glæde derimod, kommer nok fra mig selv, og startede da jeg var i London i 2006 og så en opsætning af WICKED på Apollo Victoria Theatre. Jeg er faktisk så glad for stykket, at jeg har set det 3 gange! (London igen i 2008, og på Det Ny Teater, da det kom til Danmark i 2011).

Jeg synes musicals er fantastiske. Det giver mig så meget glæde at se. De har bare det hele! Sang, dans og skuespil i en samlet pakke. Så bliver det ikke meget bedre? ; )

Idina Menzel som Elphaba i WICKED

Adam Garcia og Idina Menzel

WICKED - sangen Defying Gravity

Og nu til mine egne skuespilserfaringer... Det første jeg kan huske (hvis vi ikke tæller krybbespillet fra 1. klasse med, hvor jeg spillede et får), er 3. eller 4. klasse, hvor jeg startede i en børne teater gruppe i Nærum. Jeg var med en enkel sæson, og vi opsatte et stykke der hed 'Brevet til Magrethe den første', hvor jeg spillede en hofdame. Jeg kan huske at jeg havde det helt forfærdeligt dagen inden vi skulle optræde med det. Jeg havde så mange nerver på, at jeg var på nippet til slet ikke at møde op. Heldigvis kom jeg alligevel, og det er jeg temmelig glad for, for det er nok en oplevelse jeg aldrig glemmer! Mine replikker var åbenbart sjove, for jeg fik flere af de voksne i publikum til at grine. Jeg var helt overrasket over hvor fedt det føltes, og hvor stort et kick det gav at stå på scenen.

Alligevel gik der et godt stykke tid før jeg spillede med i et stykke igen, det var nemlig først da jeg tog 9.klasse om på Efterskolen Øresund (som nu har skiftet navn og omlokaliseret til Roskilde eller noget i den dur). Der havde jeg drama som valgfag, hvilket nok var noget nær det eneste cool ved den skole.. ;p Det var også kun derfor jeg valgte den. Jeg havde nemlig hørt at den forrige årgang på skolen opsatte Moulin Rouge som det årlige teater projekt. Så mine forventninger var ganske høje (lidt for høje). For til min årgangs 2 ugers musik/teater projekt valgte lærerne at vi skulle opsætte et talent show... Altså et planlagt show, hvor nogen spillede deltagere, nogen spillede dommere osv. 'Wannabe Famous' hed det... Forestil jer min skuffelse. Det var elever der skrev stykket. Heldigvis fik jeg lov til at være med til at skrive mine replikker, og jeg lavede også selv rollen. En skrækkelig blondine-dum popstjerne der sad i dommerpanelet. Det var sjovt nok i starten, men jeg kan huske at det blev lidt kedeligt i længden, bare at sidde stille ved dommerbordet hele stykket igennem. Ud over det, arbejdede vi også på et stykke til drama valgfag. Jeg kan ikke lige huske hvad det hed, men det handlede om 4 unge mennesker der døde, og så foregik stykket 'på den anden side'. Det var ret cool, og jeg spillede en dreng der hed Danny..

Wannabe Famous dommer 'Nadia' lige efter en forestilling :)


Så startede jeg på Musik & Teaterhøjskolen i Toftlund (Sønderjylland), hvor jeg gik fra januar til juni 2011. Vi opsatte tre stykker. Det første var Bernarda Albas Hus, af spanske forfatter Federico García Lorca, hvor jeg spillede Amelia. Stykket handler om Bernarda Alba og hvordan hun fuldstændig afskærer sig selv og sine 5 døtre fra resten af omverdenen i 8 år efter hendes mand dør, fordi de alle skal sørge over det. Det er skrevet i 1936, og er riiiimelig tungt... Måske ikke det fedeste at starte op med. Eller måske i hvert fald ikke det mest oplivende, når man er nybegynder.. Til vores 'marts projekt' lavede vi skolens egen tolkning af Shakespeares 'En Skærsommernats Drøm', fra 1500-tallet (igen lidt tungt og gammeldags.. men spændende selvfølgelig!). Vi ændrede årstallet, så det foregik i 60'erne, og titlen blev 'Summer of Love', i stedet for. Manuskriptet var også opdateret, så det ikke var 1500-tals tale, men sproget var alligevel lidt gammelt, Shakespeare-agtigt og MEGET svært når man ikke er en øvet skuespiller.. Shakespeare bliver nok set som noget af det sværeste, og mestrer du at levere Shakespeare-sprog overbevisende, så kan du alt... Anyways, jeg spillede Hermia som er dybt forelsket i Lysander (spillet af min ven Oliver), og så er det egentlig bare lidt Romeo og Julie historien om igen, for Hermias familie vil ikke have at hun er sammen med Lysander, så de stikker af sammen..
Det sidste stykke vi lavede var 'tourné stykket' som skulle opvises rundt omkring i Jylland. 'USKYLD' hedder det, og der havde jeg 3 roller: En kvinde som havde overværet sin lille datter blive myrdet, og derefter udviklet katalepsi (svimmelhed, synsforstyrrelser, tics, muskelspændinger, tab af bevidsthed, desorientering..). Det var en forfærdelig, følelsesladet, hård, voldsom og meget svær scene!! Min anden rolle var som en selvmorder, og det var faktisk en spændende scene, der foregik mellem to selvmordere (måske var det egentlig bare en enkel persons indre dialog med sig selv, men vi var to om at spille rollen), der sad på toppen af en høj bygning og konverserede om hvorvidt de skulle springe eller ej. En meget interessant tekst, der ikke altid var helt sammenhængende og til at forstå. Den tredje rolle, var en kvinde som var landet midt i et terrorangreb. Den scene udspillede sig som en masse traumatiserede vidner, der paniske fortæller om oplevelsen. Igen, meget tungt. Faktisk var hele stykket så tungt og følelsesmæssigt hårdt, at det overhovedet ikke var særlig sjovt. Jeg følte mig i hvert fald alt for uerfaren til sådan et krævende stykke. Jeg husker det som om der bare var dårlig stemning til alle øvetimerne - nogle blev sure, nogle blev kede af det... Flere havde ikke lyst til at være med, og det endte med at jeg selv og en anden meldte helt fra! Måske lidt ærgerligt at gå glip af turnéen, men jeg var egentlig bare smadder lettet over at være ude af den tunge energi. Når jeg ser tilbage på hele højskoleopholdet, kan jeg godt undre mig en anelse over lærernes manuskript valg... Jeg tror alle ville få mere ud af noget følelsesmæssigt lettere og sjovere. Så hvis nogen fra skolen læser dette, skal i nok de næste år have i tankerne, at nogen kommer med meget lidt erfaring i baglommen - og nogen helt uden!

Forresten forsøgte jeg mig med at søge ind på Filmskuespillerakademiet mens jeg gik på teaterhøjskolen. Det var nok liiige en tand for tidligt i forhold til min udvikling som skuespiller, og jeg fik en pæn lille 'Tak, men ellers tak...' mail ;)

Summer of Love, Lysander og Hermia

Summer of Love, til sidst under klapsalverne

Efterfølgende tog jeg på Nørgaards Højskole, som tilbyder linjefag i Filmskuespil. Vi var 20 på holdet, og læreren, Jesper, var rigtig god og super engageret. Vi startede ud stille og roligt, og jeg tror aldrig der var nogen der følte sig tabt. Det var et perfekt tempo at gå frem i, i forhold til øvelserne vi lavede, og måden vi fra starten langsomt blev vænnet til kameraet. Vi arbejdede også med en lærer der hedder Nynne - hende lavede vi Meisner teknik med (uddybning på et senere tidspunkt), og så havde vi forskellige workshops. En med danske filmproducer Steen Herdel ('Vil Du Se Min Smukke Navle?', 'I Kina Spiser De Hunde' mm.), hvor vi udforskede action genren, og en med Kenneth Carmohn fra Det Danske Filmskuespillerakademi, hvor vi blev introduceret til Carmohn teknikken.

Oven i alt det havde jeg valgt foto som valgfag, og det var med stjerne fotograf Morten Rygaard (som har fotograferet Rihanna, Justin Bieber, Rammstein og mange andre!). Det var utroligt spændende, og jeg deltog i mange spøjse fotoshoots (under vand, dækket i chokolade osv...). Min gruppe vandt en fotokonkurrence med et billede jeg stod model til! :-)

Nørgaards Højskole foto valgfag
Fotograf: Svend
Nørgaards Højskole foto valgfag
Underwater photoshoot
Nørgaards Højskole foto valgfag
Underwater photoshoot
Nørgaards Højskole foto valgfag
Fotograf: Monica
Lige efter vi havde haft workshoppen med Kenneth Carmohn, skyndte jeg mig at booke en plads på Filmskuespillerakademiets 12-ugers kursus med start januar 2012, hvor jeg gik indtil april. Den 28. april var jeg til optagelsesprøve for anden gang, og denne gang var det en lidt anden mail jeg modtog et par dage senere. :)

"Det er med stor glæde at vi kan meddele dig at du er gået videre til 2. prøven på Det Danske Filmskuespillerakademis grunduddannelse."

Til 1. prøven havde jeg valgt en tekst fra yndlings tv-serien Gilmore Girls (ja, jeg ved godt det lidt er en B-serie, og at skuespil, manuskript og sammenklipningen ikke altid er helt i top... Men jeg kan godt lide den alligevel!;)), som jeg trænede med skuespiller Lars Pihl, som jeg lærte at kende på Musik&Teaterhøjskolen - han underviste i 'solo' teater tre weekender fordelt over nogle måneder af opholdet, hvor vi var en lille gruppe på 5 elever (de seje elever B-) ). Det var vildt lækkert at have en at øve med, som kunne se det udefra og komme med kritik. Til 2. prøven fik vi tilsendt en tekst vi skulle lære udenad, og der var det ikke tilladt at søge hjælp, så jeg øvede den en uge hvor min mor og lillesøster var rejst til Fyn, så jeg var ganske alene og havde tid og rum til at fordybe mig. Vi var 15 aspiranter til prøven, og skolen optager 12 elever. Så det var ret nervepirrende! Den varede fra 09:00-15:00, og jeg gik derfra ret nedstemt med en følelse af at dommerpanelet ikke havde fået set nok af mig, og en tydelig fornemmelse af at jeg ikke ville komme ind. Da jeg nåede til Holte, stoppede jeg ved Le Grill, for at købe en trøste pizza. Som den drama queen jeg nu engang er, så jeg for mig hvordan jeg kom hjem og de ringede fra skolen med dårlige nyheder, og hvordan jeg satte mig til at se tudefilm mens jeg kastede mig over min trøste-pizza :-P Min familie var stadig på Fyn, så jeg var helt mutters alene i verden. Heldigvis skulle jeg ikke vente længe i uvished, for Kenneth (skolens grundlægger) ringede lige som jeg trådte ind ad døren derhjemme... Med gode nyheder.

Det var hele min forhistorie, stay tuned for more!