For et par
uger siden fik vi som lektie, at vi skulle vælge en sang og lære den udenad,
sådan så vi ville kunne synge to vers. Jeg valgte ’Dearest Child’, som er
skrevet af min gode veninde Emily (til hendes band Tales from the Attic). Vi fik
ikke noget at vide om hvornår vi skulle bruge vores sangvalg, eller hvordan det
ville foregå, så de fleste af os regnede bare med, at vi skulle stå og synge
foran hinanden, én ad gangen.
I dag til
Carmohn teknik*(se nederst) startede
vi ud med at lave en meditation, og Kenneth forklarede inden, at vi ville gå
lige over i en øvelse bagefter, hvor vi bare, en efter en, skulle gøre ”det
samme som ham, men ikke helt det samme”, og så måtte vi bare vente og se hvad
det mon kunne være han havde i sinde at gøre.
Under
meditationen sad vi på stole i en rundkreds, så tæt at vores ben rørte hinanden.
Den varede omkring 20 minutter, og da den var færdig, sad vi alle helt stille.
Så begyndte Kenneth pludselig at synge. Først troede jeg at han gjorde det for
sjov (han laver tit sjov), men han blev ved til han havde sunget to hele vers.
Der var stille lidt, og så var der en elev der fortsatte med at synge. Sådan
blev vi ved, og skiftedes til at synge, en efter en, med korte pauser imellem
indtil den næste gik i gang.
I starten
havde jeg meget lyst til at hoppe ind og synge, men efter lidt tid, mens hende
der sad lige ved siden af mig på den ene side sang, begyndte jeg virkelig at få
hjertebanken. Jeg kan ikke mindes hvornår mit hjerte sidst har banket så
hurtigt og hårdt. Jeg ventede lidt tid, og prøvede at berolige mig selv, og
efter hende der sad ved siden af mig på den anden side havde sunget, var der
stille et godt stykke tid, og jeg kunne mærke at det var min tur.
Jeg sad lidt
og prøvede at finde ud af hvordan jeg dog skulle komme i gang, men så lukkede
jeg bare øjnene kort og startede. Det var meget intimiderende først.
Skræmmende. Fantastisk. Befriende.
Jeg prøvede
at kigge rundt på de andre imens jeg sang. Det var lidt svært, selvom jeg følte
det var et virkelig trygt forum. Energien i rummet var helt fantastisk og
intens. Det var som om der bare blev åbnet ind til alle.
Jeg synes min
stemme lød anderledes end den gør når jeg bare synger herhjemme. Som om den
blev en lille tak lysere, og mistede stemmeblokeringerne og anspændtheden.
Bagefter var
der flere af de andre der kom hen til mig og komplimenterede min stemme med ord
som ’Du var virkelig god’, ’Du har en rigtig flot stemme’ og ’Du overrasker bare
gang på gang!’.
Så det var en
rigtig dejlig og givende dag. Den eneste nedtur var, at jeg missede bussen
fordi toget var forsinket (hvilket egentlig ikke var særlig nedtur, for så fik
jeg lov til at gå hjem fra stationen og nyde den friske luft i stedet for).
Men hvorfor
var toget forsinket, spørger I så. Jo, ser I,
toget var forsinket pga. et film shoot der var i gang midt på perronen, hvor
skuespillerne skulle stige ud af Farum toget, som så selvfølgelig holdt og
spærrede for de andre tog ;) Jeg landede helt forvirret midt i en bunke
mennesker, som så viste sig at være statister alle sammen… Spøjst, ikke?
*Om CARMOHNTEKNIK
(en enormt givende teknik som er udviklet af skolens grundlægger, Kenneth
Carmohn):
"En del
skuespillere tænker måske så: 'Skal jeg lære helt nye teknikker?' Nej!
Carmohnteknik er et specialværktøj, der helt overordnet gør det nemmere at
skabe personligt overskud og opnå optimale resultater. Carmohnteknik er et
værktøj, der opererer på flere niveauer. Via øvelserne vil du kunne opnå en
større forståelse for dit talent. Carmohnteknik sætter fokus på dine 'dårlige
skuespillervaner' og ændrer dem til noget konstruktivt." -Taget fra http://www.dd-fsa.dk/kenneth/
No comments:
Post a Comment